Hjerterytternes Danmarkstour

Hjerterytterne er i fuld gang med afviklingen af årets store projekt forud for den officielle sæsonafslutning 1. oktober. Med fokus på fællesskab og samarbejde gik Team Esbjerg, Randers og Nordvestsjælland sammen i årets begyndelse med det fokus at arrangere en Danmarkstour – fra Esbjerg over Djursland til Holbæk.

Turen på knap 400 km blev indledt i Esbjerg-kaptajn Hans Peter Fyhns lokalområde i Glejbjerg, hvor Hjerteforeningens nye direktør Anne Kaltoft stod klar med tale til rytterne og startpistol for at give holdene den bedst mulige start på årsprojektet.

”I er et hold, et team, der bakker hinanden op. I er et socialt fællesskab, der kæmper for og med hinanden. For alle ved, at det en gang imellem kan gå op ad bakke, at man kan ramme en bølgedal, men sammen bliver selv den strideste vesterhavsmodvind lettere at bekæmpe. Det gør sejrene så meget desto større, for hver enkelt rytter og for hele holdet – I løfter i flok, og sammen bliver I stærkere”, sagde Anne Kaltoft bl.a. i sin tale.

Til trods for initiativer som Hjerterytternes fællestræning i Vejle var rytterne på tværs af de tre hold ikke meget bekendt med hinanden på forhånd. Men det blev der hurtigt lavet om på. Steen Rønholt, der til daglig er holdkaptajn på Team Nordvestsjælland havde personligt lagt en mange timer i forberedelserne – for ham var den store gevinst, at se rytterne have så god en tur sammen:

Vi var ca. 40 deltagere afsted og alle er blevet sportsligt udfordret. Men endnu vigtigere er der blevet knyttet stærke bånd på tværs af holdene og selvom der også er efterladt plads til forbedring har langt de fleste reaktioner fra rytterne været meget positive. Med til den store succes hører også at vi blevet mødt med mange nysgerrige spørgsmål og stor interesse fra forbipasserende, der ønskede at høre mere om Hjerterytterne undervejs på turen.

Turen som helhed var en stor succes – både for de tre trænerteams og for alle medvirkende Hjerteryttere. Det store forudgående arbejde med tilrettelæggelse, sponsorer, forplejning, service etc. – blev forløst i en helhjertet og helstøbt oplevelse for alle.  – og det gode samarbejde mellem de tre hold ser ud til også at fortsætte i 2019. Som Esbjerg-kaptajn Hans Peter Fyhn fortæller:

”Da holdet mødtes igen efter turen var der bred enighed om, at vi promoverer Hjerteforeningen bedst muligt med en tur rundt i landet, hvor vi kan lufte det smukke røde hjerte på ryggen. Vi har lært meget af det første års erfaringer – for ingen af os havde i princippet gjort det før. Det har vi nu, og det giver et fint afsæt til 2019, hvor vi vil gentage succesen – og alle øvrige hold blandt Hjerterytterne er meget velkomne til at træde ind i gruppen og træde til i samarbejdet.”

Om Hjerterytterne

Hjerterytterne er Hjerteforeningens cykelhold. Holdet blev etableret i begyndelsen af 2016 og cykler med ambitionen om at kombinere motion og fællesskab med en helhjertet indsats for Hjerteforeningen og Børnehjertefonden.

Hjerterytterne ønsker at skabe fantastiske cykeloplevelser for alle ryttere med fokus på værdier som motion, fællesskab og sportslige udfordringer for alle. Til trods for at være et ungt hold er holdets vision, at gøre Hjerterytterne til et det bedste velgørende cykelkoncept i 2020.

 

I 2018 har Hjerterytterne i alt otte hold i hhv. Storkøbenhavn, Nordvestsjælland, Slagelse, Næstved, Fyn Randers, Esbjerg og Sønderborg. Holdet tæller nu knap 300 Hjerteryttere. Ansøgningen til 2019 er åbnet, du kan finde ansøgningsskema her