Hjerterytterne – og den store rejse

Hjerterytternes Team Slagelse har kørt sidste træningstur og i dag – fredag d. 7. september – fragter en bus holdet afsted mod  hovedstaden i Tjekkiet og sæsonkulminationen i form af det store årsprojekt: Prag – Slagelse. De sidste 12 måneder har været en rejse, hvor mange grænser er blevet rykket – både for holdets ryttere, men bestemt også for styregruppen.

Styregruppen bestående af Jimmy Nielsen (holdkaptajn), Lonny Bengtsson og Tine Jensen fortæller her om rejsen – ikke bare til Prag, men om ambitionen at stable et nyt hold på benene i et ungt Hjerterytter-koncept.

Hjerterytterne – Team Slagelse er et nyt cykelhold i Slagelse og det har derfor været et en spændende rejse. Holdet i år har bestået af 30 ryttere fire servicefolk og en Marshall. Vi har både begyndere og erfarne – samt et par hjerteramte ryttere på holdet. Det har været en rejse, hvor mange grænser er blevet rykket og når man ser holdet som en helhed, så er der opbygget et samarbejde, hvilket nu gør at vi som et hold er klar til at køre turen fra Prag til Slagelse fra d. 9. til d. 14. september

Styregruppen har knoklet siden oktober 2017 på at bygge holdet op. Der har været mange ting at arbejde på, når man som menige ryttere pludselig sidder på den modsatte side af skrivebordet. Som holdets kaptajn Jimmy Nielsen siger:

 ”Det hele startede med et opslag på Facebook, hvor Hjerterytterne søgte efter holdkaptajner til nye hold. Jeg blev foreslået flere gange som kaptajn, men skulle have noget betænkningstid. Efter nogle lange snakke med Lonny Bengtsson og Tine Jensen, blev vi enige om at sige ja til opgaven. Det blev grundstenen for Team Slagelse. Vi startede fra NUL og der var rigtig mange ting, der skulle være styr på, inden at vi kunne holde vores første infomøde i Vemmelevhallen. 

Nu står her 10 måneder efter og som kaptajn for holdet, er jeg rørt og pave stolt over den energi og indsats, holdet har præsteret igennem alle månederne. Det er noget af det største, jeg personligt har prøvet det med at arbejde med. At se mennesker overvinde deres frygt for at komme ud over deres Komfort zone, se et hold vokse sammen, glæden og energien i rytterne efter en super tur ude på landevejen.”

Holdet har opfyldt trænings-ambitionerne og er kommet i ”mål” med over 70000 kørte kilometer på landevejene. Benene er klar til årsprojektet og der meldes om et hold fuld af energi.

Som Lonny afslutter: “En fantastisk sæson, med event, arrangementer og træninger i Spinningslokalet og på landevejen har gjort os til et unikt hold blandt Hjerterytterne. Vi skylder også en KÆMPESTOR tak til alle de sponsorer, der i årets løb har støttet os både i form af donationer og naturalier.”

Team Slagelse afslutter årsprojektet på Nytorv i Slagelse fredag d. 14. september 2018 – Og vi skulle hilse og sige, at alle er velkomne! Læs mere om arrangementet her