En kold start og varm velkomst for Team Slagelse

Vi på Team Slagelse er et af Hjerterytternes nye hold bestående af 30 ryttere og et serviceteam. Bag holdet står en dedikeret 3-mands styregruppe, som siden efteråret har haft travlt med alt det praktiske lige fra holdets tøjbestillinger til planlægning af holdets årstur. Ikke mindst har vores styregruppe sikret en varm velkomst til alle os nye Hjerteryttere.

Vores hold har også en ansvarsgruppe, som vi benytter os af på alle pladser. Holdet har desuden fået en eventgruppe, der står for vores afsluttende arrangement på Nytorv i Slagelse d. 14 september. Det er dagen hvor holdet triller ind i Slagelse efter 784 km til fordel for Hjerteforeningen.

Siden opstartsmødet i november har vores hold haft mulighed for at lære hinanden at kende – Og det er jo vigtigt, da vi skal bruge meget tid sammen både på og af cyklen. Der har også været anledning til kagespisning ved de forskellige møder, for vi skal jo bygge kulhydrater op inden sæsonstart.

Arrangementer
Det sociale er blevet styrket ved, at vi hurtig har gennemført en række arrangementer med henblik på indsamling af midler til Hjerteforeningen. Mellem jul og nytår blev der indsamlet næsten 60 juletræer i private hjem og hos virksomheder til fordel for Hjerteforeningen.

Der var også rigtig god deltagelse til det åbne ’3 timers spinnings- og danseevent’, der blev afholdt i februar i det lokale træningscenter med fede sponsorpræmier til alle deltagere.

Derudover har vi arrangeret 2 kurser i ’Lær livreddende førstehjælp og brug af hjertestarter’ på en lokal virksomhed, hvilket har givet en god presseomtale til Hjerterytterne og Hjerteforeningen.

På et af vores ryttermøder har vi tillige haft lejlighed til et besøg af en af vores sponsorer ’Team Min Cykel’, hvor Jess og Kenneth holdte et spændende indlæg omkring kost og cykling.

Der er flere arrangementer i støbeskeen, blandt andet deltager vi på Sørby Marked, hvor der ligeledes skal arbejdes timer ind på kontoen for Hjerteforeningen.

Cyklingen
Det har været en rigtig kold start, og vi måtte derfor udskyde vores første træning på landevejen en smule. Heldigvis har de fleste siden december deltaget i fælles spinningstimer arrangeret af styregruppen, hvorfor grundformen er i orden – men nu er vi i gang på landevejen og har haft flere gode træningspas.

Holdets cykelerfaring er meget spredt, så der er mange ting, der skal læres og trænes: ’De rigtige klamper på skoene, så de passer pedalerne’, ’hvad er det korrekte tryk i dækkene’, ’hvordan køres der i grupper’, ’husk at klik ud’ osv. Det er vigtigt, at vi bliver trygge ved hinanden, når vi kører.

Vores første store mål er 90 km i let kuperet terræn ved Storebæltsløbet ultimo april. Vi træner desuden hen mod vores årstur i september fra Prag til Slagelse på 784 km og 5.700 højdemeter – Det bliver en spændende tur og vi glæder os!

Personligt har den største oplevelse ved deltagelsen på Hjerterytterne været styregruppens dedikation og gruppens gode sociale relationer. Jeg ser frem til mange kilometer på cyklen sammen med Hjerterytterne – Team Slagelse.

De bedste cykelhilsner
Lars Falster (rytter på teamet)